Marshev displays piano playing that reaches beyond all boundaries and one becomes euphoric listening to this genial music in such genial performances. No-one should deny themselves the overwhelming experience of hearing piano playing of this calibre.

Danske indspilninger af Prokofievs klavermusik med den russiske pianist Oleg Marshev. Og hvilken pianist! Det er klaverspill, der tager vejret fra én.

Oleg Marshev er tidligere blevet hyldet i disse spalter som solist i Rubinsteins 3. og 4. klaverkoncert på Danacord. Nu har samme tapre og ufortrødne lille danske pladeselskab kastet sig ud i en komplet optagelse af Prokofievs solo-klavermusik med samme pianist, og de to første CD’er varsler et projekt af tåmhøj kvalitet. Dette er ganske enkelt mageløst! Marshev er omkring de tredive, teknisk er han så formidabel, at man tier i tavs beundring, og kunstnerisk er han på højde med de største. Der er ting her, der næppe kan være gjort bedre nogen sinde! Niels Viggo Bentzon udtalte engang, at de tre betydeligste klaversonate-komponister i det 20. århundrede var Skrjabin, Prokofiev, og Niels Viggo Bentzon. Han havde mindst 33 1/3% ret, for Prokofievs ni sonater er så stolt en række, som nogen komponist kan rose sig af. Nr.1, op.1, er en ung mands glæde over sin virtuositet som komponist og pianist, vel ikke særlig originalt, men medrivende og herlig musik. Krigstrilogien nr. 6,7 og 8 må høre til det betydeligste, der er skrevet for klaver i dette århundrede. De to lange ydersonater indrammer den korte, bryske nr. 7, men er vidt forskellige, nr. 6 aggressiv og rytmisk vital, nr. 8 lyrisk og melodiøs, men med gnistrende virtuos udfoldelse i finalen. Her viser Marshev klaverspill, der sprænger alle rammer, man bliver euforisk af at lytte til denne geniale musik i denne geniale udførelse. 7. sonate er med sin blanding af lyrisk romantik og agressive rytmiske udladninger endnu et højdepunkt. I tilgift til sonaterne får vi den for nylig fundne lyriske Dumka, de Skrjabin-inspirerede klaverstykker, op.3, de lyriske børnefortællinger op.31 og de ægte prokofiev’ske tre klaverstykker op.59, alt i en udførelse, der får én til at måbe og frydes. Men måske er det allerbedste ved siden af 8. sonate de flygtige syner, “Visions fugitives”, op.22 (1916-17), tyve ultrakorte, fintslebne diamanter, der afleveres netop sådan.

Ingen bør snyde sig for den omvæltende oplevelse det er, at høre klaverspill af dette karat.